Kirsten Jensen fra Hals: ”Jeg så ingen grund til, at alt lå i blomster”

Digital painting of cosmos flower on cool tone background

Da Kirsten Jensens hjertesyge mand skulle bisættes i foråret, opfordrede hun familie, venner og bekendte til at betænke Hjerteforeningen med penge, de måske ellers ville have brugt på blomster. For hvorfor bruge penge på noget, der hurtigt forgår, når de kan hjælpe hjertepatienter- og deres pårørende, tænkte hun.

Tekst af Stine Troense

Der er mange måder at vise sin medfølelse og respekt på, når et menneske, vi havde kær, skal herfra. Blomster er nok den mest oplagte måde og smukt ser det da også ud, når en kiste eller et gravsted prydes af buketter og kranse. Et blomsterhav er dog ikke noget for 71-årige Kirsten Jensen, hvis hun skal være ærlig. Derfor valgte hun at gøre en indsats for, at de mange personer, der gerne ville vise hendes mand den sidste ære, fik mulighed for at gøre det på en anden måde end den traditionelle.
– Jeg ville gerne støtte en god sag i stedet for, at det hele lå i blomster den dag, Verner blev bisat. For mig var det vigtigt, at vores omgangskreds kunne vælge at bruge penge på at hjælpe andre mennesker i stedet for at bruge en formue på blomster, der egentlig ikke var brug for. Det må jeg tilstå, siger 71-årige Kirsten Jensen, der i april mistede sin mand gennem 46 år.

Gør som Kirsten og opret din egen mindeindsamling til fordel for hjertesagen:

Hjertesagen gav mest mening
Den ”gode sag” blev hjertesagen og dét er ikke helt tilfældigt, fortæller Kirsten Jensen. For 11 år siden fik hendes mand en hjerneblødning, og siden fik han fire blodpropper i hjernen. Det var også en blodprop i hjernen, der tog ham til sidst, som Kirsten Jensen udtrykker det.
– I efteråret fik Verner konstateret kræft i maven, men det er hans hjerte-kar-sygdom, der har fulgt os mest. Så jeg følte, at det var den vej, der gav mest mening for mig at gå. Jeg er sikker på, at Hjerteforeningen finder en god måde at bruge pengene på.
Kirsten Jensen fortæller, at det ikke var en ny beslutning at betænke Hjerteforeningen med en indsamling i forbindelse med hendes mands død. Og heldigvis var parrets tilsammen fem børn enige med hende i, at det var en god idé at give folk mulighed for at vise deres sympati gennem donationer.

 

Sådan kom indsamlingen op at stå
Pårørende, der ønsker at oprette en indsamling til fordel for Hjerteforeningen, kan som noget nyt oprette en mindeindsamling på Hjerteforeningens hjemmeside. Det er nemt og enkelt, og indsamlingssiden kan samtidig fungere som en personlig og varig hyldest til den afdøde.
Kirsten Jensen valgte dog at sprede sit budskabet på en lidt mere ”gammeldags” facon, for hun var mest optaget af det økonomiske aspekt og kendte på det tidspunkt ikke til muligheden for at lave en såkaldt mindeindsamling via Hjerteforeningen.
– Jeg sagde til den bedemand, der tog sig af Verners bisættelse, at han da måtte vide, hvordan man laver en pengeindsamling. Bedemanden skrev straks min opfordring om at spare på blomsterne samt de nødvendige bankoplysninger ind i Verners dødsannonce i avisen, fortæller Kirsten Jensen.

 

Taknemmelig for hver en krone
Kirsten Jensen har modtaget et brev, hvori Hjerteforeningen takker for hendes flotte indsamlingsindsats. Af brevet fremgår det, at 27 navngivne donorer til sammen har doneret 5.100 kr. Siden er der kommet ekstra donationer til, så det samlede beløb er 5.650 kr., ifølge Kirsten Jensen.
– Til Verners bisættelse var der blomster så langt, øjet rakte. Og jeg modtog over 30 kondolence-buketter. Jeg sætter stor pris på den omsorg og tanke, der ligger bag blomsterne, men jeg havde gerne set, at der var færre blomster og flere penge til Hjerteforeningen. Men det er selvfølgelig op til folk selv. Jeg er glad for hver en krone, siger Kirsten Jensen.
Hun fortæller, at det især er venner, bekendte og gamle kollegaer, der fulgte hendes opfordring i dødsannoncen og donerede penge.
– Jeg ved da godt, at det går ud over vores blomsterhandlere, men jeg kan virkelig anbefale pårørende at lave en indsamling forbindelse med en bisættelse eller begravelse. Jeg forstår ikke, hvorfor der skal ligge blomster for flere tusinde kroner på en kirkegård, når pengene – eller nogle af pengene ­– kan gå til at godt og varigt formål som eksempelvis hjertesagen.