Birgit: ”At føle de havde tænkt på ham, det gav utroligt meget”

Foraarsbebudere_blomster

For to år siden blev Birgits far, Anders, indlagt pga. dårligt hjerte. Det var første gang han blev indlagt i sit 77-årige liv - og første gang Birgits mor skulle undvære at sove ved siden af sin mand i 50 år.

Birgit fortæller:

”Det var jo stor panik, han var indlagt i 14 dage. Vi troede de havde rimeligt styr på det – min far gik og ventede på, at han blev indkaldt til tjek igen, men vi troede ikke, at han kunne dø i mellemtiden. Han faldt om midt i det hele. Han var ved at slå græs – så han havde jo heller ikke selv tænkt tanken, at det kunne være så galt. Der er ingen tvivl om, at han overhovedet ikke har lidt, og det er også det, som trøster os, der står tilbage.”

Gør som Birgit og opret din egen mindeindsamling til fordel for hjertesagen:

Da Birgit og familien mistede Anders, stod det klart for dem, at han ikke ville have ønsket, at pengene skulle spildes på alt for mange blomster til begravelsen:

”Han ville have syntes, det var spild, men min mor sagde, at hun også ville være ked af det, hvis der slet ikke kom nogle blomster. Så sagde jeg til hende: "jamen, du kan tage det helt roligt, for det gør der. De fleste vil give en mindre buket og stadig donere til det formål vi vælger”, og da han fik et hjertetilfælde, var det naturligt, at det var Hjerteforeningen, som vi skulle donere til. Han ville ikke snakke om døden overhovedet på noget tidspunkt, men vi vidste bare, at det var en god idé at donere til et relevant formål - det giver mening at gøre det frem for alt muligt andet. Og der kom faktisk masser af blomster til begravelsen alligevel, så jeg vil sige, at vi er så glade for, at vores familie og venner også har doneret til Hjerteforeningen – det er helt sikkert. Jeg har jo den samme holdning som min far han havde, at det simpelthen er spild – fordi der ligger jo jeg-ved-ikke-hvor-mange blomster for mange tusind kroner, og nogle af dem er flotte i tre uger, men bagefter er der ingen, der har glæde af dem mere. Så er de penge bedre givet ud til velgørende formål, hvor de kan komme personer til gode, der er i risiko for at gå bort af samme årsag som min far.”

 

”Der blev samlet over 10.000 kr. ind. Så du kan godt se, at der var kommet ekstremt mange blomster, hvis vi ikke havde foreslået, at man kunne donere til Hjerteforeningen.”

 

Birgit kontaktede Hjerteforeningen for at undersøge mulighederne for at lave en mindeindsamling, da hendes far var gået bort. Hun ser en fordel i, at venner og familie kan skrive deres navn eller en lille hilsen, når de donerer et beløb til indsamlingen:

”Jeg vil sige, at det betød bare meget for min mor, at vi kunne se, hvem der havde doneret inde på siden. Beløbet var fuldstændig irrelevant, men det der med at man kan gå ind og se med det samme på indsamlingssiden, hvem der har doneret, det betyder faktisk meget. At føle de havde tænkt på ham, det gav utroligt meget, og det betød så meget for os alle sammen. Den oplevelse tager vi med os.”