Annie Bech: ”Man bliver indimellem lige husket på, at livet er skrøbeligt”

Annie er tidligere hjertebarn, og det er særligt følelsen af taknemmelighed, der fylder hos hende. Hun er taknemlig for lægernes hjælp, for hendes families støtte og for at have sejret i de kampe, livet som hjertebarn har bragt med sig. Nu vil Annie give tilbage til dem, der stadig kæmper.

Annie ved, at livet som hjertebarn kan være barskt. Af den grund har hun lavet en egenindsamling til fordel for Børnehjertefonden og har nu samlet over 10.000 kr. ind til det gode formål.

Gør som Annie og opret din egen indsamling til fordel for hjertesagen:

 

 

 

 

 

 

 

- Jeg elsker at gå en masse ture på stranden og i skoven.

- Mine to små niecer ❤️

 

 

 

 

 

 

- Mig på en af de cykler, jeg ihærdigt brugte under min indlæggelse, når jeg havde kræfter og energi til det.

- Min søster og jeg, da jeg blev opereret.

 

 

 

 

 

 

 

- Billede af min søster og jeg på en rejse.

Da vi ringede Annie op for at høre hendes historie, kunne hendes gode humør tydeligt mærkes i den anden ende af røret. Annie sprudler af god energi og har et hjerte, der er ”gjort stærkt til livet”, som Annie selv beskriver det.

”Ja, jamen jeg hedder Annie! Og jeg bliver 28 i år. Jeg var fire år, da jeg blev opereret, så det er jo 24 år siden.”

”Jeg blev født med en hjertefejl, men min mor og far fandt først ud af, at der var noget mislyd ved en tre-måneders undersøgelse, og så gik det ellers bare stærkt derfra. Min mor fik ikke ret meget at vide udover, at det skulle tjekkes med det samme, og jeg kan faktisk ikke engang huske så meget. Der er få ting, jeg husker fra sygehuset, men det er så svagt.”

 

Alle Annies minder kommer fra andres fortællinger, f.eks. skrev hendes mor dagbog, da hun var indlagt, og den har hun nu fået lov til at læse i:

”Jeg smilede lidt en gang imellem, og så fik jeg også sådan en 'knude-i-maven-følelse’, fordi der var sat ord på, hvordan det egentlig var at være familie til det. F.eks. når man som familie ikke rigtig ved, hvad der foregår, og lægen siger, at man skal prøve at bevare roen - det er jo en ganske almindelig procedure for sådan nogle hjertelæger, men alt det man skulle igennem kunne jo virke meget voldsomt for de pårørende. Hun skrev også, hvordan jeg reagerede på de forskellige ting, dengang da jeg var indlagt i lidt over en uges tid. Det var sødt, sjovt og – hvad kan man sige – det var faktisk også følelsesmæssigt rart at læse. Så jeg er glad for at hun gjorde det.”

 

Annie har været til regelmæssige kontroller gennem hele sin opvækst, og for ti år siden kunne Annies forløb endelig afsluttes:

”Da jeg kiggede min journal igennem, gik det op for mig, hvor lang tid siden det egentlig er. Den læge, der havde scannet mig, havde skrevet i journalen – endda med store bogstaver – at "nu var det afsluttet". Så jeg tænker, at det må have været lige så meget en sejr for mig og min familie, som det var skønt for læger og sygeplejersker at afslutte et forløb, der var gået godt. For jeg kan da fornemme – og det har min mor også skrevet om i nogle af dagbøgerne - hvordan sygeplejerskerne også får et forhold til børnene derinde. Jeg har dyb respekt for alle de sygeplejersker, der på den ene side står med børnene og skal hjælpe dem, og på den anden side står de med nogle forældre, som er mega sårbare.”

 

Det endte flere gange med, at Annie måtte tage fri for skole, da de regelmæssige kontroller typisk lå i hverdagene. På hospitalet mødtes hun af velkendte ansigter og omsorg for hende og hendes familie:

”Mine kontroller har altid – heldigvis – gået rigtig godt. Det var typisk de samme læger, og når man mødte op, sagde de så: "Nåh nu er det tid igen". Deres ord husker man jo også. Det er jo ikke bare et hospital, men mennesker, som jo også har følelserne med i det og rummer en masse omsorg for dem, der er der. Den gang jeg startede indsamlingen, var det i taknemmelighed for dem, der havde taget sig så godt af mig under hele forløbet, at jeg faktisk var så heldig, at det gik godt. De har jo også taget sig godt af min familie, når de har været på besøg. Dengang jeg var indlagt, var min mor jo hos mig hele tiden, så jeg ikke skulle være alene. Jeg føler mig overvældet af, at det er gået så godt for mig. Jeg har nogle bekendte i den by jeg bor i, som har børn, der blev født med en hjertefejl, men de har ikke været lige så heldige, og åha … for mig, der stikker det lidt dybere, når jeg ser børn gennemgå sådan noget, fordi jeg selv har været der. Man er forbundet på en mærkelig måde, fordi man er gået igennem nogle af de samme oplevelser.”

 

Familier med hjertebørn har en helt særlig plads i Annies hjerte. For hende er det absolut vigtigste, at man som familie holder sammen og nyder hvert øjeblik man har i hinandens samvær:

”Hvis man skulle sige noget til de familier, som får et hjertebarn, så er det sgu bare: hold sammen og nyd samværet”

 

Annie bliver meget rørt, når hun tænker på andre hjertebørn og fortæller os:

”Ud fra det min mor havde skrevet, kunne jeg forstå, at jeg var sgu ret cool i det, men alligevel forstod jeg godt hvad der skete. Der må være en masse følelser på spil, når man også er et lille barn, men det vigtige er jo bare, at man har familien omkring sig. Så man må bare holde sammen og håbe på det allerbedste. Man hører jo folk sige, at alting nok skal gå, men det gør det desværre ikke for alle. Man bliver indimellem lige husket på, at livet er skrøbeligt, når ens start på livet har været sådan. Som forælder handler det jo bare om at nyde hver eneste dag, selvom man ikke ved, hvad der skal ske.”

 

Indsamlingen faldt i utrolig god jord hos Annies venner og familie, der er stolte over Annies initiativ til at give tilbage:

”De synes, det er mega sejt og er selvfølgelig stolte over, at jeg gør noget, men jeg kunne også mærke på min familie, at de kom til at tænke lidt over, hvad de egentlig havde været igennem. Da jeg snakkede med min mormor, begyndte hun at fortælle historier om dengang det stod på. Så det er jo ikke kun mig, der føler det er kort tid siden, og da jeg fortalte dig, der var gået 10 år siden afslutningen af mit forløb, tænkte jeg også bare "hold da kæft, hvor går tiden stærkt, ik?".”

 

Annie håber, at nybagte forældre til hjertebørn vil kunne finde tryghed i den lægevidenskabelige forskning i medfødte hjertesygdomme. Børnehjertefonden støtter nemlig hjerteforskningen, der giver hjertelægerne ny viden om livredende behandling af hjerte-kar-sygdomme.

 

Annie har selv deltaget i flere forskningsprojekter, bl.a. om hjertebørns lungekapacitet og om deres koncentrationsevne. Man kan igen høre Annies smil komme frem, når hun afsluttende fortæller:

”I forbindelse med forskningsprojektet om koncentrationsevne blev vi udsat for nogle koncentrationsprøver, og skulle udfylde et spørgeskema, der handlede om ens adfærd, hvilket havde til formål at undersøge, om man måske havde tendens til ADHD eller andet. Jeg har jo så ikke fået noget svar på forskningen, men jeg er ret sikker på, at hvis der var noget, der var galt, havde jeg fået det at vide” siger hun og griner.

 

 

Du kan se Annies indsamlingsside her: Annies taknemmelighed. Enhver donation til indsamlingen går ubeskåret til Børnehjertefonden.